Viser opslag med etiketten applikation. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten applikation. Vis alle opslag

20. jul. 2014

Spejder-vasketøjspose

Når man er på lejr kan det snavsede tøj meget let ende sammen med det rene når lederne stiller an til "telt orden" (hvilket betydner at alle personlige egendele skal være i tasker). Og det er altså bare svært at holde orden i en taske når man kun er 8 år - og tilmed bor 5 små spejdere sammen i et telt... Der er selvfølgelig navn i ALT han har med, men jeg tænkte at en vasketøjs-pose også ville kunne hjælpe ham. Derfor blev sådan en bakset sammen. Det er i princippet bare en STOR frugtpose (aka drawstring bag) med en applikation på:

19. jul. 2014

Bestikpose

På pakkelisten som spejderlederne havde udlevet stod der bla en bestik pose. Og jeg ved jo godt at det er vældigt praktisk med sådan en....men min var forsvundet og Robins var med forkert logo på (den anden slags spejder....), så hvad gør man? Skynder sig at sy en til Philip - uden logoer for nogen spejderkorps på.... Den blev klar aftenen før han tog afsted. Han syntes den var så sej, og mente at vi ikke behøvede at skrive navn på den - for det var jo ikke andre som havde sådan en magen til :-)
Limegrøn lagenlærred og sort applikation.
Den passer perfekt i størrelsen til bestik, tallerkener, kop og viskestykke.

5. jul. 2014

Dåbs dynebetræk

Så nåede jeg alligevel endnu en gave til Maja - det er jo i morgen hun skal døbes! Et baby-dynebetræk med navn fuldender gaven sammen med den store elefant og muleposen. Der er stoffer som går igen på alle tre ting og jeg har også brugt samme font på de applikerede navne. Lukningen blev to grønne plastisk trykknapper. Er faktisk blevet helt godt tilfreds med den her dåbsgave!
 

3. jul. 2014

Dåbs mulepose

Maja som skal have elefanten som jeg viste i forgårs skal have lidt mere i dåbsgave. En mulepose med en elefant og navn er kommet gennem maskinen. Overvejer en ting til - hvis jeg når det:
Den er syet i lime ½panama og foeret med bomuld med print af pink roser (købt i Jysk). Det er en stor mulepose som kan rumme skiftetøj, bleer og så videre, når det bliver tid for Maja at starte i vuggestue eller dagpleje.

8. maj 2014

Kæmpe mulepose til Olivia

Synes du at du har set den før? Det har du måske også...NÆSTEN. Olivias pose ligner nemlig min egen ret meget. Det er en twill fra Stof2000 (med lidt stræk) og foeret er lyserød (eller måske hedder farven gammelrosa?) regntøjsstof som jeg engang har købt en billig rest af. Hun er helt vild med den - men den er kæmpestor, så hun kan ikke rigtigt selv bære den. Den skal bruges til svømmetøj, tøj på ferien, indkøb, børnehavetøj osv. Men egentlig syede jeg den bare fordi hun var meget glad for min og gerne ville have en selv....

7. maj 2014

Mini-mulepose

Endnu en mini-mulepose til endnu en Noah. Han er vild med orange og store maskiner, så designet lå meget hurtigt helt fast. Det er en blød lækker pang-orange twill og printet bomuld med maskiner. Valgte at applikere med blå....bare fordi... Håber at Noah bliver glad og får slebt rundt på en masse af sine legetøjs biler:





6. apr. 2014

Grå mini-mulepose

Jeg havde lovet at sy en mini-mulepose til en lille Noah lørdag. Men fredag aften blev jeg ringet op af Philips spejderleder - Om jeg måske kunne være "vikar" på weekendens divisionsturnering? De havde et par sygdomsramte ledere...
Jooooo, jeg havde jo tænkt mig at jeg skulle sy hele lørdagen med både mand og søn ude af huset, men SELVFØLGELIG kunne jeg da godt det. Så Olivia og jeg tilbragte hele lørdagen på post i en skov ved Arresø.
Derfor er den lille mulepose først lige blevet færdig, men det går nok også.
Den er syet i størrelse "madkasse og drikkedunk" i den LÆKRESTE fløjl jeg længe har haft mellem hænderne. Den er elefantgrå og sååå blød (stofdepotet.dk). Foeret er bomuld med printede ugler (Rema). Uglerne har jeg før brugt til sommerbukser til Olivia og fløjlen ligger og venter på at jeg skal sy bukser til Philip til efteråret. Men begge stoffer gør sig også virkelig godt på en mulepose:




Uhada jeg synes den er blevet fin! Håber den falder i god jord og at lille Noah bliver glad for den.

21. feb. 2014

Til-mig-selv! Ugle-mulepose

Den her ugle dukkede op i et OttobreDesign på maven af en t-shirt... Jeg så den straks for mig på en mulepose. Jeg tog mønsterarket med på arbejde og smed det i en kopimaskine og forstørrede det til næsten 200 %. Tegnede og applikerede og en mulepose havde set dagens lys:
Stoffet på selve posen er en twill med lidt stræk (stof2000) - stræk er ikke helt optimalt til muleposer, men jeg havde lyst til at bruge stoffet og det fungerer faktisk alligevel. Foeret er en tekstil-voksdug (så bliver den ikke gennemblødt når vi bruger den til svømmetøj).
Det er en stor mulepose - jeg har klippet den 50*50 cm. Dejligt - den passer så også fint til en tur i Netto.

27. dec. 2013

Barselsgave

Min gamle spejder-veninde er lige blevet mor - for 2. gang. Tror ikke lige at vi forestillede os som mødre til to, dengang vi rendte og lavede kurser for unge spejdere som kun var lidt yngre end os selv.... Men vi mistede kontakten i nogle år - genfandt hinanden i et online krea-forum og her i blogland. Anette blogger nemlig på Bisserøv. Lille Vibe kom til verden lige før jul og jeg har drønet barselsgaven gennem maskinen. Jeg havde lovet at sy en kurv til bleer, men syntes ikke at det var nok, så ville lige sy en lille ting til - og så greb det om sig. Så her er hvad jeg sender mod Århus - først den lovede blekurv i bomuld og voksdug:
Vibe får også et par bukser og en heldragt i en skøn jersey fra JNY.se. Jeg ved Anette er til farver med skrald på, så jeg gav den hele armen, med både dino-jersey og flere farver rib. Dragtens mønster er mit favorit Mustika fra Ottobre og bukserne er et ukendt mønster fra min mors gamle mønstermappe:


Den nybagte storesøster (Bisserøven) skulle ikke snydes, så en hængerøvs hue aka baggy hue røg også igennem maskinene - i matchende stof. Den er foeret med striber og kan vendes - eller foldes op, hvis den ikke skal have helt så meget hængerøv:



Og så lige som en sidste ting (eller to) - minimuleposer med hver af de skønne tøsers forbogstav på:
Kære Anette - tillykke med at i nu er 4 i jeres familie - og jeg håber at du bliver glad for de småting jeg har bikset sammen til jer, også selvom nu måske læser om dem her, før de dukker op i jeres postkasse....


14. dec. 2013

70 års fødselsdagsgave

Hvad giver man til manden som har alt? Eller det har han nok ikke, men det er jo ikke de essentielle ting man mangler når man rammer de 70 år. Det er mandens onkel som har inviteret til fest - og en hjemmelavet gave slipper han ikke for:

Mulepose i sort ½panama (stof2000) og med grå lagenlærred som foer. Han hedder Jørgen (havde I gættet det?) og maler en masse - deraf motiv-valget. Der skal et gavekort til nyt tegne-grej i posen, og så håber vi ellers at gaven vækker lykke. Gavekortet kom på et kedeligt stykke hvidt A4 papir, så det blev peppet lidt op:
Og på bagsiden klistrede jeg et stykke karton - en ordentlig bunke klistermærker og vupti, så var kortet også lavet:
Tillykke med de 70 år, Jørgen!

24. nov. 2013

Mulepose med kvinde shilouetter

Muleposen er et kram. Et kram til en krea-veninde. En kvinde som jeg kun har mødt IRL en gang for ca. 2 år siden. Jeg har dog "kendt" hende i et forum hvor vi begge færdes i mere end 5 år. Jeg føler faktisk at jeg kender hende rigtigt godt og i det år som er gået, ville jeg ønske at jeg havde haft overskud til at sende hende mere end et virtuelt kram ved behov. Men i en travl hverdag sætter man sig ikke bare ind i bilen og kører halvvejs gennem landet...heller ikke selvom hun har haft det mere svært end hvad er rimeligt. Den her mulepose er derfor en lidt anden type kram end de virtuelle - et kram som der er lagt både tid og tanker i. Jeg har skrevet i det medfølgende kort at hun skal åbne pakken en dag hvor hun trænger til et kram og der ikke lige er èn som kan give det. Så håber jeg bare at hun kan mærke at der er nogen som tænker på hende. Det er så lidt man kan gøre....
Hun danser mavedans... Kan man se at jeg lod mig inspirere af det? Den er syet i tyrkis babyfløjl og foeret med tyrkis lagenlærred. Kvinderne er applikeret på.

21. nov. 2013

Værtindegave

I dag er jeg til "tøse-fixe tøj som er i stykker eller lige skal lægges op-aften" med pigerne på arbejdet. Og Kanja som har lagt hjem til skulle lige have en værtindegave. Et par uger før havde vi snakket om plastikposer kontra stofnet og var rørende enige om at stofnet var at foretrække - derfor var det sådan et hun skulle have i værtindegave. Hun er kemiker, så motivet på posen gav næsten sig selv...

Mørkelilla ½panama fra stof2000, lyselilla lagenlærred som foer. Posen er blevet foldet, så motivet er øverst, pakket ind i celofan og bånd og så er værtindegaven klar:

20. nov. 2013

Mini-mulepose med Bumle

Min krea-bekendtes søn, ønsker sig ting med Bumle - og sørme om jeg ikke havde et strygemærke liggende med lige præcist Bumle. Det har ligget nogle år. Købt til Philip, men aldrig brugt - og nu er Philip 8 år og Bumle er ikke længere sej... Perfekt - for så kunne jeg bruge det til en lille ting til Ruben:
En lille mulepose med påsyet Bumle og applikeret navn. Den er lige i størrelse "madpakke" eller størrelse "nu skal jeg lige have noget af mit legetøj med på tur". Tyrkis babyfløjl og ditto lagenlærred.

21. jan. 2013

Reste-pose

Den sidste af de hjemmelavede gaver til Olivia:
En mulepose i et lidt anderledes format end jeg plejer at lave dem. Det skyldes to ting:
- Jeg er nødt til at bruge fra lageret i januar, grundet den aftale jeg har med mig selv - og det var den størrelse stoffet havde
- Jeg har en ide om at Olivia lettere kan finde det hun skal bruge i en pose med en stor åbning og ikke for langt til bunden.
Muleposen er blevet pyntet med en applikeret dukke - den skal nemlig efter planen rumme alt det dukketøj Olivia fik på sin pakkekalender. Det er blevet en "3D" applikation med påsyet garn = hår og sløjfer.
Selve stoffet er rester af PINK hør og LILLA hør og foret er noget mystisk lyselilla bomuld/noget andet blanding med stræk som jeg ikke aner hvorfor jeg havde liggende....

26. dec. 2012

Gave til en krea-kusine

I jule-krea-legen på babyexplore skulle jeg nisse Henriette og hendes familie. Hun ønskede sig bla. en mulepose til sønnen og eftersom det ønske ramte lidt midt i min komfortzone, så slog jeg til:

Men jeg lavede også en til den helt nye lillesøster:

Og så fik begge børnene også en minimulepose til leg/madpakker:

...og så havde jeg faktisk også sendt en julesok med lidt hjemmelavet julepynt i som Henriette kunne hygge sig med i december indtil det blev jul:

Jeg har virkelig HYGGET mig med at lave ting til Henriette - og det er IKKE sidste gang jeg skal være med i krea-legen!

4. aug. 2012

Tøse minimulepose

Endnu en gave til et lille nyt medlem af samfundet. Faktisk er det til hende som fik det her set tøj. Minimulepose i rød ½panama (stof2000) og Cirkeline-prikket bomuld. Den måler ca. 30 *30 cm:

28. jul. 2012

Endnu en minimulepose

Vores DEJLIGE venner hvis lille nye dreng jeg syede en Mustika jersey-fly dragt til skal også have en minimulepose. MEN de har endnu ikke besluttet hvad han skal hedde, så posen kunne ikke blive pyntet med det ellers obligatoriske forbogstav - her er hvad det blev til istedet:

Det er en rest blå ½panama (stof2000) og bomuld med fiskeprint (stofsalg). Den måler ca. 30 *30.

25. jul. 2012

Mini-mulepose til Aksel

En lille hyggelig tradition i min udviddede familie er at alle ungerne i løbet af deres første leveår får en minimulepose med deres forbogstav applikeret på. Olivia har også en - hun bruger den til at pakke legetøj i når vi skal nogen steder og til at have madkassen i på vej til vuggestuen. Nu er vi blevet beriget med en lille Aksel og derfor har jeg syet den her:
Det er limegrøn ½panama (stof2000) og bomuld med flodhesteprint (Ikea). Den måler ca. 30*30 cm.

11. sep. 2011

Olsen Banden t-shirt

Philip har fødselsdag D. 14. - og derfor har jeg gang i at sy nyt tøj til ham. Her i huset får man nemlig nyt tøj til dagen (altså når man er barn...). Han er VILD med Olsen Banden og har set "På sporet" og "Bedford diamanterne" mindst 100 gange. Olsen Banden nr. 1 ser sådan her ud:

...og så var jeg da lige blevet inspireret til at invertere farverne og applikere en t-shirt. Synes selv ideen er ret god, men udførslen mangler altså lidt...det er SVÆRT at applikere jersey på jersey. Jeg har gjort det før men må igen sande at ny maskine betyder at ens erfaringer næsten nulstilles. Anyway... jeg er sikker på at Philip vil elske den.

Det er en t-shirt fra Føtex der har været under maskinen. Så mangler jeg jo bare resten af fødselsdags-tøjet...

7. sep. 2011

Mini muleposer

Af resterne fra Olivias mulepose kunne der lige blive til to mini muleposer - de måler ca. 20 * 20 cm og bunden er ca. 3 cm. Den ene er til Olivia (den med det applikerede O) og den anden til Ela som er en skøn lille sag i min "extended family". Jeg skyldte nemlig Ela en mini muler...


Grunden til at jeg havde sådan et hængeparti er at jeg for ca. 1½ år siden syede mini mulere til Elas storesøster Medina og de to kusiner Andrea og Emmeline...:
Så nu kan alle 5 tøser pakke deres legesager...

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...