Viser opslag med etiketten Íslensku jólasveinarnir - De islandske nisser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Íslensku jólasveinarnir - De islandske nisser. Vis alle opslag

25. dec. 2014

Íslensku jólasveinarnir - som julekalender

De 13 nisser jeg har vist her i december (samlet mønster over dem alle ligger her) blev lavet for at kunne samle dem i en slags julekalender. Jeg har syet et helt simpelt ophæng med en løbegang til en pind foroven og forneden. Der er påsyet et pyntebånd med juletræer og påstrøget nissernes navne i stryge-vinyl aka strygde-stof. Velkro er limet på så nisserne og datoer har noget at sidde fast på.
Tallene blev sat på runde cirkler i filt - syet sammen 2 og 2.
Til sidst syede jeg opbevarings poser - en til nisser og tal og en til selve opænget. Og nåårja, så lavede jeg jo 2 af hele molevitten. 1 til min kreanisse og 1 til min gode ven Bennis familie, som tak for hjælpen med at forstå de islandske nisser.
Ideen er at kalenderen bliver hængt op i starten af december med tallene 12-24 på. Hver dag udskiftes et tal så med en nisse og den 24 december er alle nisser kommet op at hænge:
Før den 12. december ser kalenderen sådan her ud:
Fra den 25. december til og med d. 6. januar bytter man så nisserne ud med tal i takt med at de rejser hjem til fjellet. Den 6. januar ser kalenderen derfor sådan her ud:
Og resten af året kan nisser og ophæng så ligge pakket godt sammen i poserne:
Til sidst vil jeg bare lige vise et par detaljer, hvis nu der er nogen som vil forsøge at lave ophænget selv. Velkro er limet bag på tal og nisser ligesom det også er limet på ophænget:
Tallene er ligesom navnene på nisserne lavet i stryge-vinyl men det kan jo også klares med en spritpen, tekstil-maling eller broderes på:
Fedt kreativ projekt, men omfattende og tidskrævende...så jeg gør det nok ikke igen lige med det samme. Hvis der er nogen derude i verden som bruger mine nissemønstre hører jeg meget gerne om det - det er nemlig altid sjovt at se om nogen kan bruge ens ideer.

24. dec. 2014

24. december Kertasníkir

Den 24. december ankommer den sidste og også den yngste af de 13 brødre. 
Han hedder Kertasníkir. Kerta=lys (tælle-lys/talg-lys) og sníkir = tyv. 
Han stjæler altså lys. Om det er fordi de er så pæne at se på eller om han spiser dem (dette gav mere mening dengang lysene var lavet af talg) er der lidt uenighed om, men brødernes mor gav dem ikke meget at spise, så mon ikke han spiste dem? 
Han rejser igen d. 6. januar.

Den trettende blev Kertasníkir.
Det skulle være meget koldt
hvis ikke han kom snigende
på juleaften.

Han fulgte de små børn,
så fine med lykkelige smil
som travede rundt i byen
med deres talglys.

Mønster til nissen ligger her.

Ideer til drillenissen:
Gemme alle stearinlys – også kalenderlyset og adventskransen. Efterlade et lys som der er taget en bid af. Sætte gulerødder i adventskransen i stedet for lys.

23. dec. 2014

23. december Ketkrókur

Den 23. december ankommer Ketkrókur. 
Ket=kød. Krókur=krog. Han sidder på skorstenen på røgeriet med en fiskestang og stjæler kød og røgede skinker.

Han rejser igen d. 5. januar.

Ketkrókur, den tolvte.
Kunne ganske meget.
Han trampede henover landet
på lillejuleaften.

Han kunne stjæle en stump kød
når muligheden var der.
Men nogen gange viste det sig
at hans line var for kort. 

Mønster til nissen ligger her.

Ideer til drillenissen:
Den er lidt svær. Gemme flæskestegen/juleskinken/anden/gåsen. Gemme pålægget fra køleskabet. Efterlade en fiskestang i køkkenet. Stille en stige op til skorstenen og efterlade en fiskestang.







22. dec. 2014

22. December Gáttaþefur

Den 22. december ankommer Gáttaþefur. 
 Han har en STOR næse som han bruger til at lugte sig frem til hvor der er lækkert julebag. Han er især vild med islandske julekager (laufabrauð) som han stjæler hvis han kan få fat i dem.

Han rejser igen d. 4. januar.

Den ellevte var Gáttaþefur.
Han var aldrig forkølet.
Men havde selv
en skræmmende stor næse.

Han kan dufte laufabrauð.
Hele vejen op på fjellet.
Og lige så let som røg
han lugten følge kan.

.Mønster til nissen ligger her.

Ideer til drillenissen:
Alle julens småkager er blevet stjålet – der er kun krummer tilbage i kagedåsen. Måske kagekrummer på gulvet/bordet. Der er andre ting (gulerødder eller havregryn) i kagedåserne.



21. dec. 2014

21.december Gluggagægir

Den 21. december ankommer Gluggagægir.  

Navnet Gluggagægir er sammensat af ordene Gluggi = vinduer og gægir= kigger.
Han ser ALT vi laver – også det private. Han er sååå nysgerrig. Husk at trække for hvis du går på toilettet eller laver andet privat. Hvis han bliver opdaget skærer han ansigt og laver grimasser for at skræmme folk. Ser noget som han gerne vil få fat i, så snupper han det.

Han rejser igen d. 3. januar.

Den tiende var Gluggagægir
en ondskabsfuld mand
som sneg sig hen til vinduer
og kiggende her ind.

Hvis han så noget der så
lovende og interressant ud
han senere vendte tilbage
og prøvede det at stjæle.

Mønster til nissen ligger her.

Ideer til drillenissen:
Lav ansigts mærker på ruden. Klæb en nisse op på ruden. Gør et nummer ud af at trække gardinerne for. Lad ham stjæle de fint indpakkede julegaver som ligger klar og venter på juleaften (KUN for børn som kan tage spøgen).

20. dec. 2014

20. december Bjúgnakrækir

Den 20. december ankommer Bjúgnakrækir. 

Han er en pølse-tyv! Han elsker pøler. Især de røgede slags. I gamle dage hang de fra bjælkerne både for at blive røget men også som opbevaring. Han kravlede op og satte sig godt til rette og åd alle de pølser han kunne få fat i.

Han rejser igen d. 2. januar.

Den niende var Bjúgnakrækir
Smart og klog.
han klatrede op på bjælkerne
og stjal hvad der hang.

På køkkenbjælkerne sad han
i sod og røg.
Der åd han røget pølse
Den som alle ville ha'.

Mønster til nissen ligger her.

Ideer til drillenissen:
Hvis der er planlagt hotdog til aftensmad, så er pølserne i pakken skiftet ud med gulerødder. Spegepølse-pakken er tom eller fyldt med noget andet.

19. dec. 2014

19. december Skyrgámur

Den 19. december ankommer Skyrgámur. 

Hans navn mere end antyder at han er ualmindeligt glad for Skyr (altså det der mega-helse-populære islandske majeriprodukt). Han er faktisk glad for alt spiseligt og kommer derfor IKKE med noget spiseligt til børnene i deres hjemmesko – for han spiser det selv…eller i al fald tager han en bid. Skyrgamur bryder ind i forrådskammeret (eller køleskabet i vore dage) og spiser alle mejeriprodukter – især skyr.

Han rejser igen d. 1. januar.

Skyrgámur, den ottende 
var en mægtig tyr
Han døren til forrådet
med hånden knuste.

Han slugte maden i sig
og munden stod på gab
indtil han spiste for meget
og han stønnede og gryntede af mæthed.

Mønster til nissen ligger her.

Ideer til drillenissen:
Fjern alle mælkeprodukter. Lav en kæmpe bunke affald af mælkekartoner, skyr-bøtter osv. Lad som om han har glemt sin nisssehue i køleskabet.



18. dec. 2014

18. december Hurðaskellir

Den 18. december ankommer Huðaskellir. 

Han er en slem drillepind. Han smækker med døre så man ikke kan sove og når det lykkes ham at holde folk vågne, så ler han en ondskabsfuld latter.

Han rejser igen d. 31 december.

Den syvende var Hurdaskellir.
Han var en ækel fyr.
Hvis folk i mørket ønskede
at tage sig en lille lur.

Han var ikke specielt
flov over at lave balade.
Men han smækkede med dørene
Så det skreg i hængslerne.

Mønster på nissen ligger her.

Ideer til drillenissen:
Jamen der skal smækkes med døren under maden, når der børstes tænder og ses TV.

17. dec. 2014

17. december Askasleikir

Den 17. december ankommer Askasleikir. 

En ask er en gammeldags spise-skål med låg lavet i træ  og sleikir betyder slikker. Når man var færdig med at spise satte man asken ned på gulvet for at hundene og kattene kunne slikke den ren – og så slår Askasleikir til og stjæler asken. Han gemmer sig som regel under sengen.

Han rejser igen d. 30 december.


Den sjette Askasleikir,
var ret spektakulær.
Han gemte sig under senge og
Stak sit stygge hoved ud efter mad.

Når folk satte askene ned
til kat og hund.
Han var ganske kvik
til at rage asken til sig og spise det som var.

Mønster på nissen ligger her.

Ideer til drillenissen:
En ask minder om vore dages dybe tallerkner eller skåle, så det er dem som skal gemmes. Gem evt snavsede skåle under børnenes senge – det er jo der han gemmer sig og spiser resterne.


16. dec. 2014

16. december Pottasleikir

Den 16. december ankommer Pottasleikir. 

Potta betyder gryde og sleikir betyder slikker. Han er høj og tyk. Han er endnu en nisse som gemmer sig i køkkenet. Han stjæler gryder og guffer rester i sig.

Han rejser igen d. 29. december.

Den femte Pottasleikir
Er en mærkelig karl
Når børnene fik rester fra gryden
Så bankede han på døren.

Når de rejste sig for at se
Hvilken gæst det var
Så sneg han sig hen til gryden
Og spiste sig dejligt mæt.

Mønster på nissen ligger her.

Ideer til drillenissen:
Gem alle gryder, pak alle gryder ind i gavepapir – eller bare den som skal bruges til at lave mad i, fyld en gryde med noget lækkert eller mærkeligt, placer gryder hvor de ikke skal være f.eks. i sengen, under bordet, på bagsædet i bilen, i badekarret.


15. dec. 2014

15. december Þvörusleikir


Den 15. december ankommer nissen Þvörusleilir.  

Þvöru betyder gammeldags træske og sleikir betyder slikker. Han er høj og tynd og gemmer sig i køkkenet. Når man forlader køkkenet stjæler han grydeskeerne fra gryderne og slikker på dem. 
 
Han rejser igen d. 28. december

Den fjerde, Þvörusleikir
var frygtelig tynd.
Han blev meget glad
når gårdens kogekone gik.


Så fór han over gulvet som et lyn
og stjal træ grydeskeerne.
Han holdt dem med begge hænder
Fordi de ofte var glatte.

Mønster på nissen ligger her.

Ideer til drillenissen:
Dyp skeer i karamel eller andet lækkert og lad børnene spise det. Gem alle skeer. Pak alle skeer ind i gavepapir. Placer skeer steder hvor de ikke hører hjemme – i stedet for tandbørsten, i støvlerne, i vasen, i handskerummet på bilen.

14. dec. 2014

14. december Stúfur


Den 14. december ankommer nissen Stúfur. 

Han er den mindste af de 13 brødre. Han er vild med stegepander som han ynder at stjæle. Han stjæler dem for at spise de rester som er brændt fast på kanten.

Han rejser igen d. 27. december.

Stúfur hed den tredje,
han var lillebitte.
Han stjæler stegepander
når muligheden byder sig.

Han stak af med panderne
Og åd resterne
Som indimellem brændte fast
På kanten her og der.

Mønster på nissen ligger her. 

Ideer til drille-nissen:
Alle stegepander i køkkenet er blevet væk (blevet gemt) eller pakket ind i gavepapir, eller fyldt med noget lækkert f.eks. småkager eller klementiner.



13. dec. 2014

13. december Giljagaur

Den 13. december ankommer nissen Giljagaur. 

Han er ifølge det gamle vers gråhåret - jeg har så valgt at lave ham grå med orange hår....fordi jeg havde lyst! Han er ligesom sin bror som ankom i går vild med frisk mælk – men Giljagaur vil helst have skummet eller den tykke fløde fra komælken. Derfor gemmer han sig i kostalden og stjæler mælkejungen når malkepigerne er færdige med at malke og snakker med stalkarlen.

Han rejser igen d. 26 december.

Giljagaur var den anden som ankom,
med sit grå hoved.
Han kravlede op af bakken
og smuttede ind i stalden.

Han gemte sig i koens bås
og stjal mælkeskummet
mens malkepigerne snakkede
med stalkarlen.

Mønster på nissen ligger her. 

Ideer til drille-nissen:

Det handler om fløde. Fodspor af flødeskum laves let med flødeskum på dåse.

12. dec. 2014

12. december Stekkjastaur

Den 12. december ankommer nissen Stekkjastaur.

Han har et træben, hvilket gør det temmelig besværligt for ham at snige sig rundt. Han er helt vild med frisk mælk fra fårene, så han forsøger at snige sig ind i deres vinter-indhegninger og drikke mælk direkte fra yveret på fåret.
Han rejser igen den 25. december.





Versene om Stekkjastaur:

Stekkjastaur kom først,

Med rank holdning som et træ.

Han sneg sig ind i indhegningen,

Og drillede bondens dyr.


Han ville drikke mælk fra fåret

Men det kunne de ikke lide

Stakkelsen have fødder af træ

Så det gik over stok og sten.


Mønster på nissen ligger her.

Ideer til drille-nissen:

Der kan ligge en gave i form af en lille mælk eller kakao, mælken kan være farvet i kartonen (frugtfarve), mælken kan være gemt, der kan være kakao i kartonen med letmæk, mælken kan være pakket ind i gavepapir.



11. dec. 2014

Íslensku jólasveinarnir - De islandske nisser



Jeg er igen i år med i en krea-julegave-leg på mit favorit krea-forum (babyexplore.dk – kreaforum) og i år har jeg været så heldig at skulle nisse den skønneste kvinde som stammer fra Island.

Derfor har jeg besluttet mig for at lave min version af de islandske nisser som julegave til hende. Og mine nisser kommer naturligvis også her på KreaKrumspring – så kan I andre jo også lave dem, hvis I har lyst.

Som hjælp til at få historien på plads og få lavet nisserne rigtigt har jeg brugt forskellige kilder:

- Det islandske national museum http://www.thjodminjasafn.is/jol/jolasveinar/

- Det oprindelige digt på islandsk kan også findes på det islandske national museums hjemmeside.

- En norsk blogger Dogglas har beskrevet dem tilbage i 2011 (http://dogglas.bloghog.no/2011/12/12/dogglas-forteller-om-de-islandske-nissene/)

- Benni, min gode ven som jeg har gået på ingeniørhøjskolen sammen med og som i dag bor på Fyn, men som stammer fra Höfn (by i Island).

Mine nisser er kraftigt inspireret af danske nisser - for det er den stil som er nisser for mig. Dog har jeg forsøgt at begrænse brugen af rød - og lavet nisserne i "mere natur-nære" farver. De er klippet i filt og limet sammen, men de kan let klippes i karton eller papir istedet. Jeg har taget mig en del frihedder da jeg sad og tegnede dem - har bøjet historien lidt hist og pist. Bare fordi jeg syntes det var sjovt. Hvis det ikke holder så står det jer frit for at lave dem mere historisk korrekte. Som eksempel kan jeg nævne at Ketkrókur i min udgave fanger en saftig bøf, hvor det mere korrekte ville være en røget skinke.....

 Íslensku jólasveinarnir - De islandske nisser 


De islandske nisser er alle brødre. Deres mor var ifølge folkesagnet en heks som hed Grýla. Faren var alvorligt doven og hed Leppalúði – han minder nok i virkeligheden mest om en trold. Jeg har ikke kunnet finde noget om hvornår folkesagnet er opstået, men det er i al fald nedskrevet i et digt omkring år 1860.

Der er 13 brødre og sammen med deres forældre lavede de en masse ballade og stjal ting og sager. De havde også en kæmpe kat på størrelse med en islandsk hest. Grýlas livret var kogte uartige børn, så alle børn skulle tage sig i agt og opføre sig ordentligt!

De islandske børn kunne ved at stille hjemmeskoen i vindueskarmen få en lille gave fra nisserne hver morgen, men havde de været uartige, så fik de en rådden kartoffel i stedet. Gaverne blev leveret af de 13 brødre. Brødrene ankommer en om dagen fra den 12. december og den sidste ankommer om morgenen d. 24. Derefter rejser de hjem igen – 1 om dagen, så der den 7. januar ikke er flere tilbage.

Brødrene har hvert deres navn og kendetegn med tilhørende opførsel:

12. december - Stekkjarstaur

13. december - Giljagaur

14. december - Stúfur

15. december - Þvörusleikir

16. december - Pottasleikir

17. december - Askasleikir

18. december - Hurðaskellir

19. december - Skyrgámur

20. december - Bjúgnakrækir

21. december - Gluggagægir

22. december - Gáttaþefur

23. december - Ketkrókur


Jeg har forsøgt mig med en oversættelse af det gamle digt – med hjælp fra gode venner, mit islandske er ikke specielt godt, så alene havde jeg aldrig klaret opgaven. Og at få versene til at rime som i den oprindelige udgave var for stor en opgave for mig. Jeg påberåber mig IKKE at det er korrekt, men det er mit allerbedste forsøg.

Digtet er delt op i en forhistorie og så er der efterfølgende vers til hver nisse – de vers kan I læse på den dag som nissen ankommer.


Jeg vil fortælle en historie

om de unge svende

som lister sig rundt på

gårdene derhjemme



De i fjeldene blev set,

som mange ved,

i en lang række

nedover landet de drog.



Grýla var deres mor

hun gav dem troldemælk.

Faren hed Leppalúði.

Det var ækle folk



Man kaldte dem julenisser,

Fordi de kom frem ved juletid.

En og en kom de

men aldrig to og to.



De var tretten,

disse store mænd,

Som ikke ville drille,

alle på en gang.



De listede hen til dørene

og åbnede låsene.

Allerhelst ville de åbne for

køkken og fadebur.



Med fandenivoldske smil,

gemte de sig her og der

og kom frem fra skjulet

når ingen var nær.



Hvis nogen så dem,

så ville de ikke undlade

at drille noget menneske

og forstyrre hjemmets fred.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...