Jeg har været med i en nisseleg i kreaforummet på babyxplore.dk. Jeg skulle nisse Mette som er superdygtig og har Musberg. Derfor skulle jeg i hvert fald ikke våge mig ud i at sy tøj til hendes børn. Og at sy børnetøj er jo ligesom det jeg selv synes jeg er bedst til.... så jeg måtte lidt ud af min komfortzone. Men det har været så sjovt og hyggeligt at lave gaver til Mettes skønne familie. Her er hvad det blev til:
Patchwork-mønstervægte i en opbevaringskurv. Helt vildt sjovt projekt at bruge alle de mindste stumper fra stofskatten. Kurven er syet i lilla hør og bomuld med print stivet med vlieseline.
Tørklæde syet i en virkelig smuk håndmalet og brodere silke. Tørklædet er syet til en "pølse" og derefter til en ring. Det er så meningen at man stikker hovedet igennem og slynger resten 1-2 gange rundt om hovedet. Jeg ANER ikke om det er Mettes stil, men jeg måtte bare lave noget i det skønne stof da jeg fandt det.
Mette har to piger i prinsessealderen. Derfor fik jeg ideen til at trylle en af bonus-svigerfars aflagte vinkasser om til en prinsesse-skattekiste. Den er malet med lilla maling og har fået dekuperet hjerter på. Toppen af kassen er beklædt med massere af skumgummi og guldstof for at give den runde top. Den er malet med guld indvendigt. Jeg har ikke propfyldt kisten, fordi jeg tror at de to piger har massere af skatte allerede de kan putte i - men liiiiidt skulle der jo i. Det blev til to hårbøjler (købt i fakta) pyntet med fine bånd og blomster, to små kroner af det ædle materiale lokuspapir-ruller malet med guld og pyntet med glas-diamanter, to hårspænder med flere båndblomster, to hårspænder med krympede mini slikposer, fire fingerringe lavet af cernit og to perlearmbånd. Jeg håber at der er dimser nok i til at det går at de skal dele gaven....
Mettes søn skulle heller ikke snydes - selvom han ikke er så gammel.... Han har fået en rigtig pirat skattekiste. Igen er det en vinkasse der er malet (sort) og pyntet (dekuperede pirater). Den er sortmalet indeni med lidt rødt velour foer. Fyldet i skattekisten er fire ærteposer, en lille krone magen til de to til prinsesserne, et pirat-tørklæde og en sherifstjerne. Oveni fik han et billede med et skattekort:
Jeg forsøgte at "struktur-male" lærredet så det skulle ligne et oprørt hav....det lykkedes IKKE, men som helhed synes jeg at billedet er blevet rimeligt. Skattekortet er fundet via Onkel google. Jeg har brændt det i kanterne - ligesom pengesedlen (som jeg snuppede i Philips lege-kasseapparat). Guldmønterne og ædelstene er limet på med limpistol.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Fortæl mig gerne hvad du synes...