25. aug. 2011

Udklædning I

Jeg ELSKER fastelavn! Jeg ELSKER at lave fastelavnsdragter. Det er helt klart et lævn fra min egen barndom. Jeg fik altid lov til at tegne min drømme udklædning og min mor brugte derefter mange aftener på at føre tegningen fra kruseduller til stof. Jeg kan huske at jeg har været klovn, mariehøne, juletræ, blomst, pave, mavedanser og hjerterdame.Philip nyder godt af at både mor og mormor gerne vil lave hans ønske udklædning og flere år er det blevet til et samarbejde.

Første gang han var klædt ud var han ca. 1 år og 4 måneder gammel... og han var klovn. Min mor fandt stoffet i genbrug til 10 kr. og smækkede dragten sammen (bukser, jakke, krave, hat). Han blev kattekonge og vandt bedste udklædning. Året efter var dragten lånt ud til en kollegas søn - og han blev kattekonge, så der er held ved dragten. Den bor nu hos Sebastian og Tobias - som også har haft den i brug til fastelavn....og så er elefanten der bærer på klovnen forresten mig...

Andet år var han Zebra (det var jeg også...), men af en eller anden grund har vi ikke et eneste billede af mor-barn-dragterne. Istedet kan jeg vise Philip i min gamle juletræs dragt som han fandt i skabet:
Så ville han gerne være Kimi Raikonnen - altså den Formel 1 kører som blev verdensmester det år. Han kørte for Ferrari. Min mor klippede dragten (bævernylon og vateret foer). Jeg brugte en masse tid ved broderi-maskinen (savner den helt når jeg genser denne dragt) hvorefter min mor syede dragten sammen. T-shirten og kasketterne er købt:

Året efter var Philip i store problemer - skulle han være skraldespand...eller rumvæsen...eller giftig svamp? Han endte med at beslutte sig for at være en giftig grøn fluesvamp. Han designede i samarbejde med mormor en dragt bestående af en (pade)hat, en vest og en hvid dragt (stilk):
 Sidste år havde Philip brugt meget tid på at spille computerspillet Legoland og i det spil er der en professor som opfinder alle de seje forlystelser til Legoland. Så derfor ville han være Professor Strøm til fastelavn. I gemmerne lå min gamle lab. kitel og kedede sig så den syede mormor mindre og så tog hun Philip med til Lyngby og købte STORT hår. Jeg fik æren af applikationerne og Robin lavede ID-skiltet og donerede en lommeregner til lommen:

Jeg glæder mig allerede til at se hvad han finder på i år....






Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Fortæl mig gerne hvad du synes...

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...