30. nov. 2011

Kend dit juletræ

I morgen er det den 1. december og vi skal ud i "marken" hos vores juletræsmand og finde årets grønne julecentrum. Vores træ pyntes nemlig d. 1. december så vi kan nyde pynten, lysene og træet i hele december. Vores træ står i en uopvarmet udestue lige udenfor stuens store vindue, så træet kan sagtens holde sig og når ikke at begynde at tabe nålene før det ryger ud engang efter nytårsaften.

Ved du hvilken type træ der er det bedste for dig? Hvilket der bedst kan leve op til dine krav? I min pure ungdom var jeg et år i praktik som skovarbejder...jeg troede - ung og naiv som jeg var - at jeg skulle læse til Forstkandidat, blive ansat af staten som Skovridder og bruge resten af mit liv på at gå og klappe træerne og beundre råvildtet...Yep! Jeg var ung og naiv og blev hurtigt klogere og læste til ingeniør istedet....Men altså, jeg ved liiiiidt om træer og vil gerne dele det med jer.

Rødgran
Rødgrannen er det klassiske juletræ - det som har hovedrollen i H.C.Andersens historie om grantræet. Nålene er lyse, stikker og falder af efter ca. 1 uge indendørs. MEN træet DUFTER af gran og har mange og tætte grene. Lidt billigere end nordmansgrannen.

Nordmansgran
Nordmansgrannen er efterhånden det mest almindelige juletræ fordi dets vækst er regelmæssig med pæne grenkranse. Nålene er mørkegrønne (hvis det har fået den korrekte gødning under væksten, ellers kan det godt have lyse nåle), bløde og bliver siddende længe.

Nobilisgran
Nobilisgranen bruges mest til pyntegrønt og ses kun sjældent som hele juletræer. Træet er lidt mere pjusket at se på fordi nålene sidder tættere og mere uregelmæssigt end på Nordmansgranen. Farven er mørk og lidt "støvet" eller "med sølvskær". Nålene blivere siddende ca. ligeså længe som på Nordmansgranen.

Fyrretræ
Fyrretræet bruges mest som juletræ i lande som Norge og Polen, men de lange nåle giver et pjusket og lidt pudsigt udseende - især for os som er opvokset med rødgranen. Det dufter virkligt skønt og holder rimeligt godt på nålene. Der er ikke så mange grene pr. meter at hænge pynt på, så hvis du vil se mere træ end pynt er det et godt valg.

Orimokatræ
Orimokatræet er en slankere variant af rødgranen. Nålene sidder også tættere, men deres holdbar er 1 uge som på rødgranen. Træet er godt hvis der kun er lidt gulvplads, hvor det skal stå. Nålene er grønblå på undersiden, hvilket giver et træ med smukt farvespil. Det dufter godt, men kan være svært at finde hos juletræsforhandlerne. Jeg har de seneste år set det i potter i supermarkederne.

Vores træ har i de år vi har boet i Ølstykke være et Nordmansgran - fordi det er børnevenligt eftersom det ikke stikker og fordi det holder længe. Og så af den årsag at det er de træer "vores" juletræssælger har på sine marker. Går du også selv i marken med saven?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Fortæl mig gerne hvad du synes...

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...