15. nov. 2013

Navne nøgleringe

4 små ekstra julegaver af perler, snor, nøgleringe og en lille klat lim:

Perlerne med bogstaver bestilte jeg her en fredag i frokostpausen og lørdag lå de i min postkasse - super service!

Jeg har blot slået et slyngstik omkring nøgleringen, trukket perlerne på begge snore og bundet et 8-tals-knob for enden (yep spejderen slog til igen). 8-tals-knobet har lige fået en lille klat lim som ekstra sikring.

Vokse-med-baby bukser

Babybukser i den blødeste jersey - en fejlleverance (jeg havde bestilt æblerne i lilla) som har ligget længe. Jeg synes de grønne æbler er unisex - jeg ville give en pige enten pink eller lilla body på til og en dreng en hvid eller en grøn. Hvad synes du?
Det er størrelse 62 uden sømrum, så nok nærmere en størrelse 56. Både maveribben og ben ribben kan foldes ud og bukserne passer derfor relativt længe.

14. nov. 2013

Sengetøj til dukken

Olivias dukkeseng i legehuset ved Baljebo har stået helt bar og nøgen siden jeg malede den. Men nu var stoffet jo fremme, i forbindelse med baby-november og så var det hurtigt lige at smække et set sammen. Madrassen er med to lag fleece i og syet i hvid hørlærred. Puden er fyldt med fyld fra en billig pude fra IKEA og er ligesom dynen syet i printet bomuld fra Jysk. Dynen er fyldt med 3 lag fleece som er overlocket sammen for ikke at fumle rundt indeni betrækket.

Savlesmække

Jeg har klippet lidt babytøj - havde helt glemt hvor småt størrelse 62 er - og af resterne blev der til 3 savlesmække:
Det er en bandana-model kopieret fra en falmet savlesmæk jeg engang fik meget billigt og klippede på for at bruge som mønster. Stoffet er stofogstil-jersey som jeg har haft liggende længe.

13. nov. 2013

Store perler

Jeg har en trang til at få en ide eller to ud af mit hoved - der skal bruges perler, store perler, så jeg har været på jagt i Søstrene Grenes og Panduro:
Er de ikke lækre som de ligger der i en dyb tallerken? Jeg er helt syg med dem! Robin forstår slet slet ikke at man kan falde i svime over et par perler....Er der nogen "derude" som kan følge mig?

Hvid soveand

En soveand har set dagens lys - jeg syede en ordentlig stak sidste år til jule-børnene på OUH, men jeg bliver aldrig træt af at sy dem. Den hvide sag her er syet i fleece og har fået næb og fødder i en rest viskestykke med "mussel-malet" mønster:
Unisex? Ja, ikke? Men sådan lidt kedelig.....

12. nov. 2013

Olivias julekjole

Endnu en gang er det yndlings-mønsteret fra Ottobre der har været under saksen - desværre havde jeg glemt at jeg normalt klipper det UDEN sømrum....så den er blevet til den absolut store side. Hvor meget mon hun vokser inden jul...Bbbbaaahhhhh. Prøver at tage mig sammen til at sy den ind:
Men når det med størrelses kikset er sagt, så synes jeg faktisk at den er blevet fin. Kom på at lave ærmerne henholdvis mønstret og ensfarvet og de to forstykker ligeså - kan godt lide den effelt det giver. Størrelse er så nærmere en 104 end en 98....

Lille Baby måned Give-Away

Da jeg syede hagesmække syede jeg to sæt, så det ene er på højkant her:
Hvis der skal være en chance for at de skal havne i din postkasse, så skal du være fastlæser af bloggen og smide en kommentar herunder inden d. 29. November. Vinderen trækkes d. 30. November.

11. nov. 2013

ID slået til på kommentarer

Beklager meget, men jeg har slået krav om ID til for at undgå de voldsomme mængder spam-kommentarer der vælter ind i øjeblikket. 3 spam-kommentarer i minuttet i 8 timer - det fylder en del i min inbox...

Stjerne-hårspænder

3 af mine store amerikanske knapper er nu blevet syet og limet fast på helt almindelige sølvfarvede klik-hårspænder:
De er en del af en lille piges julegave. Jeg synes de er helt vildt fine og overvejer om jeg er for gammel til at gå med sådan nogen?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...