Sider

Baljebo - byggeblog

Baljebo er vores sommerhus...eller sommerskur som vi kalder det. Bygget i 1941 af "for-hånd-værende materialer". Der er ikke indlagt varmt vand - eller altså, der hænger en elektrisk vandvarmer ude under det ene halvtag, men vi har aldrig haft den tændt. Både fordi det er DYRT i strøm, men også fordi den var forkert monteret, da vi overtog Baljebo og så også liiiiige fordi der kun er en fase el - så når vandvarmeren kører, kan man nærmest ikke engang have en lampe tændt samtidig....

Baljebo er ikke isloeret men opvarmes hurtigt af den lille brændeovn. Faktisk har vi i efteråret haft en rum- temperatur på omkring de 30 grader - altså bare lige for at tørre huset lidt - det er jo ikke til at holde ud i længden.
Huset hed Bakkebo da det blev vores - fordi det ligger på toppen af en bakke og er det højest beliggende hus på hele vejen. Men navnet var bare lige en tand for klassisk til os og skuret blev derfor hurtigt omdøbt til Baljebo. Baljerne er vores havkajakker som ligger i en gammel carport der er næsten helt tilgroet af div. grønne vækster. Og så har vi også et vildmarksbad som omtales som baljen.
I det hele taget var haven godt "tilvokset". Der har engang været en masse velholdte bede og endda også et drivhus....Drivhuset har vi givet væk - det harmonere nemlig ikke så godt med vores brug af Baljebo at skulle vande jævnligt. De fleste af bedene er der stadig - bare lidt mere tilgroede, men der bliver indimellem (når vi har tid) ryddet op i et af dem. De største hits i haven er et kæmpe krat, hvor man kan lege at man er ude i junglen, et gigantisk æbletræ, hvorunder man sover virkelig godt til middag og et stort smukt kastanietræ som står lige ved siden af et ditto bøgetræ og ikke så langt fra en rød-løvet japansk ahorn - jeg elsker smukke træer. Og så er der jo også solbær, ribs, stikkelsbær, mirabeller, brombær, hyldebær, hasselnødder, valnødder og sikkert mere som jeg har glemt.
Vi bor 20 km og 20 minutter i bil fra Baljebo, så muligheden for at bruge det ofte er bestemt tilstede. Og hvis man når derop lige i tide til solnedgangen over fjorden så indfinder roen i sindet sig hurtigt.
Hvis du vil læse/se mere om vores Baljebo så prøv at tykke på taget "Baljebo" ude i venstre side af bloggen.
Det lyder jo alt sammen rigtigt godt - og det er det også når solen skinner og det er dejligt varmt. Men i yder sæsonerne kan man ikke være der pga. fugt og skimmel i vægge, gulve og lofter. Så nu, efter 6 år, er det på tide at få et nyt Baljebo. Baljebo 2nd edition. Stemningen skal være den samme som i det gamle hus, men med en væsentligt forhøjet komfortgrad.
Vi har tegnet længe på papir og i 3D modellerings programmer. Derfor vidste vi stort set i detaljen hvad vi ville have da vi begyndte at kigge efter bygge-firmaer. Valget faldt rimeligt hurtigt på EBK - vi kunne nemlig ikke opstøve nogen dårlige anmeldelser af firmaet og det er økonomisk sundt med en meget lang historik på det Danske sommerhus-marked.
Vi tog første kontakt til EBK i marts 2014. Men desværre var vi ikke helt klare nok i vores formulering af hvad vi ville have (det troede vi ellers at vi var), så de første måneder gik med kontakt til en sælger og modifikationer af et af deres standard huse. Det holdt bare ikke en meter. Og derfor blev vi "lempet" over i det som EBK kalder en arkitektpakke. Altså kom der en arkitekt på som gen-tegnede vores ønsker og drømme. Og så blev tegningerne lige i øjet og vi skyndte os at skrive under.
Nu er vi i september 2014. Der er kun et par uger til det gamle Baljebo rives ned og vi kan næsten ikke klare at vente længere på at "der sker noget". Vi rydder grunden for tæer, den gamle carport osv - og så skal vi lige nå at holde en fødselsdag med bål i haven inden gravkoen rykker ind.

28. september 2014

YES! Så er byggetilladelsen i hus! Fedt-fedt-fedt-fedt!
Det kan vist godt betale sig at anvende et anerkendt bygge-firma og at bygge 100% indenfor lovens rammer. Vi bygger til kanten af nogle af reglerne men overskrider dem IKKE.
Skal I se vores hus? Jeg skal lige gøre opmærksom på at EBK ejer rettighederne til tegningerne!
Vi havde modeleret (i 3D CAD) hele huset før vi fik kontakt til arkitekten, men der var nogle detaljer som især tag-forløbet som vi ikke havde løst - og der var det fedt med en arkitekt, som så det vi ville og så byggede videre med sine egne fede ideer.
Vores "ord" til arkitekten var:
- Porch living (altså at leve på terressen)
- Skandinavisk ranch (altså noget med stolper og overdækket veranda)
- Festhus med plads til mange overnattende gæster

Så det vi får er: 80kvm hus og 100 kvm overdækket terresse! 4 små soveværelser, 1 lille hems, 2 badeværelser og et køkken/alrum/stue.
Hvis alt går vel har vi nøglen 1. april 2015. På min fødselsdag! Sikke en gave!
Facaden mod syd og gavl mod nord
Fasade mod øst (og naboer) og gavl mod vest (og vildmarksbadet)
Grundplan
10. Oktober 2014

Tomt!

Tomt - helt tomt! Baljebo er klar til mødet med den kæmpe store gravko på onsdag...
Huset er tomt, anekset er tomt, skuret er tomt (bortset fra en høvlebænk som skal køres til Philips SFO) og haven er ynkelig med en masse stuppe hvor der før stod træer og en gammel carport aka vores kajakskur som er revet ned og venter på at få plads i traileren.

11. Oktober 2014

Fyldt!

Alle tingene fra Baljebo har nu fået plads i vores nye lagertelt! Det er godt nok rimeligt proppet og vi troede vi havde fået købt et som var rigeligt stort....

22. Oktober 2014

Baljebo blev revet ned igår! Vi har en masse billeder men de skal lige sorteres.
I dag blev legehuset flyttet. Vores SUPER dygtige nedriver havde lovet at lyfte det til dets nye plads med den kæmpe store gravemaskine. Robin var der og så det. 10 minutter tog det! Det er jo fantastisk! Tænk hvis vi var blevet nødt til at skille det ad....
Fundamentet havde vi bygget i forrige weekend, så det var klar.
Det står så fint på sin nye plads i hjørnet af haven.
 
 
Og så tænkte jeg at jeg også lige ville vise den midlertidige kajak-opbevaring. Stativet havde vi bygget i den gamle carport, men det blev båret ind i børne-junglen og afstivet. Så må baljerne ligge der indtil vi får bygget deres nye hjem.

23. Oktober : VÆK!

Som sagt igår - Baljebo er ikke mere. YIIIPIIII! Det er en FED følelse! Og hold da op nogle dygtige folk! Det er gjort virkelig pænt. Vi havde frygtet at haven ville være pløjet op over det hele, men nej. En masse køreplader og en virkelig dygtig fører af gravemaskinen og haven er stadig pæn. Huset er væk. Skuret er væk. Anekset er væk. Toilet-skuret er væk. Brændeskjulet er væk. Og ikke mindst er de ca 15 stød fra fældende træer væk.
Pænt stor maskine
Her stod der engang 1 røn, 1 troldpil, 4 mirabeller, 1 hyld og 1 blomsterbed
Her stod Baljebo
Og vi har også fået byggestrøm
Grunden ser kæmpe stor ud når den er helt tom
Landmålerne dukkede op og satte huset af
Se de røde pæle! Der skal det nye hus stå!
Midt i det hele dukkede der armeringsjern op i indkørslen
Og så var det farvel til vores nye kæmpe store ven
2. November 2014
Efter en uge, hvor vi bare slet ikke har haft tid til at køre forbi Baljebo, var det en fed og positiv overraskelse at se at haven var fuldstendigt ødelagt....
Byggefeltet er rettet af, ting er gravet ned og fundamentet er støbt. FEDT!
Der mangler at blive ilagt isolering, støbt "etage-dæk" og indstøbt slanger til gulvvarme. Haven er Ø-DE-LAGT! Men altså den kan vi jo lave igen....NØJ, hvor vi glæder os til de begynder at sætte vægge op.

11. November

YIIPIIIII!!! Nu sker der virkelig noget! I søndags efter vi havde haft vores mini-spejdere med på shelter-tur kørte vi op til Baljbo for at se om der var sket noget. Og det var der! Fundamentet og etagedækket med indstøbt gulvvarme var klar:
Fundamentet set fra indkørslen
Der var også kommet en masse materialer bla isolering:
I dag kørte vi forbi igen - i mørke! Vi skippede svømning for at nå at få bare en smule dagslys. Vi vidste nemlig ikke at EBK pludseligt stillede vægge op, men det fandt vi ud af efter en besked på en telefonsvarer og så fik vi travlt med at komme afsted og kigge. Og hvad kom vi så op til? Et halvt hus! Pludselig stod det der jo! Det gav et ordentligt sug i maven lige da vi trillede ind på grunden - det bliver så FEDT!
Nederste del er beklædt mens øverste stadig står råt
Indvendigt - skillevægge mangler stadig
Gavlen ud mod vildmarksbadet
Facaden mod øst og naboer - vinduer ind til værelserne
Vi håber at nå forbi i morgen igen - i dagslys!

23. November - Dagslys

Weekend og tid til at køre forbi Baljebo i dagslys for at skyde en masse billeder. Huset er næsten lukket. Næsten alle vinduer er sat i - der mangle kun striben øverst oppe. Næsten alle døre er sat i - der mangler dobbeltdøren ud til terrassen. Den dør sættes først i når håndværkerne er færdige med at bakse materialer ind og ud.
Taget er kommet på - der mangler bare tagsten. De er i fuld gang med skillevæggene. Stolperne til terrassen er kommet op.
Alt i alt ligner det virkelig et hus og vi kan fornemme hvordan rum og stemning bliver. SUPER FEDT! Virkelig flippet at se sine tegninger blive til virkelighed.

2. december

Loft! Vi har fået loft! Og isolering! Og vi har fået skillevægge! Og elektrikkeren går og trækker ledninger i de her dage. De sidste vinduer og dobbeltdøren er også blevet sat i.
Baljebo er også blevet malet anden gang (det sorte udvendigt), der hvor beklædningen er sat på.
Og selvfølgelig hænger kransen stadig :-)

11. December 2014

Robin var forbi Baljebo her til formiddag. 
Der er virkelig sket noget! Men de går også 4 mand deroppe i øjeblikket.
Næsten hele taget er lagt. Der er kommet tagrander og nedløbsrør. De er halvvejs med den indvendige beklædning og mangler kun lidt på den udvendige. Beklædning af halvtaget over terressen er færdig. Der er støbt det sidste gulv, så nu mangler kun parketten. Gulvet på hemsen er klar. Elektrikkerne har trukket en ordentlig stak ledninger og VVSeren har tilsluttet det meste af vandet.

21. December 2014

2 dage!

Om 2 dage får vi nøglen til det nye Baljebo! Peter og Morten (de 2 tømrer) knokler for at blive færdige og Robin er taget op for at give en hånd med - nok mest med oprydningen.
Der er lagt gulv. Lagt terrasse. Tilsluttet alt i vand, el og varme. Der er sat toiletter op - og håndvaske. Varmepumen til gulvvarme og brugsvand er monteret.
Det som mangler er lister, indvendige døre og de 2 brusevægge. Så sejt!
Det er virkelig de dygtigste og sødeste håndværkere man kan forestille sig - dem alle sammen! Lige fra nedriver-Thomas, tømrene Peter og Peter og Morten, murer-Kristian, elektrikkerne, fundaments folkene og VVSerne. Prøv lige at se hvor pænt varme installationen er lavet. KÆMPE ros herfra til alle som en!
 
 
 
Såååååå smukt med lys i

23. December 2014

Nøgle-dagen

Så er det nu! Overdragelsen. Vi har fået nøglen! Eller rettere alle 6 nøgler. FEDT! Kristian-murer var lige forbi for at rette/skifte 2 fliser og så var det ellers 10-4-gummiand i orden. Anders-byggeleder havde en flaske bobler med for at fejre det succesfulde byggeri.
Vi har fået leveret alle hårde hvidevarer. Vi har hentet køkkenet i IKEA og har nået at lægge gulvtæppe på Hemsen - det var det aller aller aller vigtigste punkt på listen for Philip, så det var naturligvis det første som blev gjort.
Baljebo er lige præcis som vi havde drømt om! Måske endda federe! Så dejligt lysindfald - selv på denne årstid. Optimal udsigt. Og vigtigst af alt: Lige præcist den stemning vi ønskede.
Nu er der så 2 store opgaver tilbage: Indretning af huset og oprydning/genopretning af haven.....Forudser meget arbejde....MUDDERPØL!

11. Januar Baljebo - nu med køkken

Der er sket en del siden vi fik nøglerne d. 23. Ikke så meget som da der var professionelle på, men vi skal jo også lige passe 2 jobs og 2 børn samt vores spejdere....
MEN nu er der køkken. Godt nok stadig uden den rigtige bordplade - den skal nemlig bestilles på mål. Og der mangler også lys under 1 skab, sokler og en endeplade-væg-ting. Men det er fuldt funktionelt. Alle hårdevidevare er tilsluttet og testet - især opvaskemaskinen har kørt og kørt. Alle flyttekasserne med køkkenting er nemlig taget ind fra teltet og alt er vasket af.
Og så brugte Robin det meste af en dag på at bakse de kæmpe store lamper op...
Først lige nogle billeder fra dagene mellem jul og nytår:
Philip lege med den smule sne vi fik - men frosten gjorde at vi ikke skulle kæmpe med mudder
Philips mudder-tøj afprøver gulvvarmen i brusekabinen
Badeværelse - nu med spejl og vaskemaskine
Olivia hygger på maddras på gulvet på det ene værelse
Der sættes lamper op - højt op!
Her i denne weekend har vi så virkelig rykket på køkkenet - samtidig med at vi konstant har holdt øje med teltet for at stormen ikke skulle snuppe det. Der står trods alt stadig en hel masse ting i det som vi gerne vi bevare....
Philip og jeg var nede ved fjorden et par gange - bare lige for at se hvor vildt det var. Og det var vildt! De høfter man normalt kan se gå langt ud i fjorden var oversvømmet og den store bunke af sten som ligger helt inde ved "vores" strand-græsplæne blev godt skyllet over. Desværre er der kommet så meget vand på den forkerte side af stenene, så der er blvet guffet en ordentlig bid af plænen - heldigvis var den lækre bænk som normalt står der blevet reddet.
Det sidste billede for denne gang - et foto af det ene af soveværelserne....lige nu er det FYLDT af pap og flamingo - og der kommer mere før vi er færdige med at indrette.

8. Januar 2015 Bordplader!

Vores køkken-bordplader blev leveret i fredags og i weekenden blev de så monteret. Robin fik også samlet det nye spisebord og vi fik sat endnu flere skruer i væggene, for at få hængt noget af vores dims og dut op.
Gulvpappet blev langt om længe fjernet - vi er jo nu færdige med alt det som kan skade gulvet - og hold da op hvor er gulvet flot! Kun i køkkenet er der en elendig samling i parketten, som vi skal se om vi kan få rettet op, eller om EBK er nødt til at sende en mand forbi. Philip lå på maven og holdt øje med revnen mens Robin forsøgte at banke den på plads...det lykkedes desværre ikke.
Den nye støvsuger kom også i aktion...og den er naturligvis også blå.
Hvad mangler vi så? Jo, en stor endeplade/væg mellem entre og køkken. Madrasserne er bestilt til levering om et par uger - så skal der bygges senge... Mere som skal op at hænge på væggene og et par små skriveborde til værelserne. Havemøbler og.....alt det andet som jeg lige nu ikke kan huske.

  6. apr. 2015

Påsken i Baljebo

Åååhhh hvor har det været en god påske! Vi startede jo med regn og mudder men sluttede med højt solskin! Begge dele har uforståeligt nok sin charme når man er de lykkelige ejere af 1000 kvm mudder....
Manden med gravemaskinen mener stadig at grunden er lidt for blød, så vi venter...og imellem tiden har vi så haft tid til at se venner og familie - SKØNT og alt for sjældent.
Vi har også gravet en masse, lagt fliser, flyttet den varme balje...og...og...og...det føles virkelig som om at ferien har været nærmest 1 måned lang, på den fede måde.
Her er udsigten fra køkkenvinduet - altså om foråret, for senere rykker den sig jo mod vest.
Olivia legede "Modig" med en rød klovne-paryk og var overbevist om at hun lignede prinsessen fra filmen som hun rendte rundt i mudder og flyverdragt:
Olivia fik også stiftet bekendtskab med regnorme....de var sjove og lidt farlige:
Vi havde taget Philips stjernekikkert med i Baljebo og brugte 2 stjerneklare aftner på den. Det her er Jupiter:
Der lykkedes at finde lidt udsprungne grene i egen og naboens have, så de små påskeæg og de fine sommerfugle (junior--set fra Panduro) som Olivia lavede med mormor kunne komme på grene. Den står forresten på mit ødelagte avestykke, som nu er skilt ad og svigerfar har bortført bordpladen for at forsøge at reperare hjørnerne:
Ungerne legede med jord og mudder - og jeg opdagede hvor vigtigt det er med vaskemaskine og støvsuger....Når det er vådt har vi kæmpe mudderpøl og når det er tørt en kæmpe sandkasse:
Vi finder flere og flere ting frem fra lagerteltet og nu dukkede "stafeliet" op - Olivia tegnede og tegnede og tegnede.
Vi spiste påskefrokost med venner og lidt familie - Jonah havde meldt sig til køkken-tjansen mens vi andre kæmpede med mudder, grus, fliser og lidt beskæring:
Philip og Nikolai gik til den med spil på hemsen, Maja (vennernes "lille elefant på næsten 1 år) hyggede, vi var ved fjorden (og Philip, den skøre unge, var i...), Caroline invaderede det ene lille skrvebord med lidt quilling.
...og sidst men slet slet slet ikke mindst blev baljen flyttet til sin endelige postition. Det er så også kun 3. gang vi flytter på den og det er altså lidt af et arbejde hver gang!
Rengjort, nyt vand og opvarmet = vi kunne nyde 2 aftener med dejlig varme. Slet ikke en dårlig afslutning på Påskeferien.

Søndags sysler: Jord-fitness

Altså det her er snyd! Billederne er taget i påsken men indholdet passer meget godt på denne søndag - og de fleste andre fridage i øjeblikket :-)
Jord-fitness! Back to nature! Det er HIPT! Ny-nordisk-fitness! Og uden krav om at man skal lugte til andres menneskers sved - bare frisk luft og fuglesang.
43 trillebør fulde er mit max på en dag. Skovle-køre-læsse af-fordele-tromle.
Når man bliver træt af det så kan man kæmpe med at flytte store sten. Sten-fitness! Det er sgu også hipt! Jeg har vablerne til at bevise at det virker!

4. maj 2015

En væg

I weekenden baksede vi med de indledende øvelser til den del af køkkenet i Baljebo som mangler at blive lavet færdigt.
Det er en 22 mm tyk plade som skal saves til og males. Nu er den savet.... Vi har stillet den løst op bare lige for at se om den er som vi vil have den - før det store maler-arbejde. Tror at hullerne som vi tilføjede efter en pludselig indskydelse er meget gode?
Det er meningen at pladen skal skabe en "entre" og skærme lidt af for udsyet til wc-døren uden at optage plads. Den bliver naturligvis malet blå.
Dur det?

 29. jul. 2015

Kæmpe husnummer

Baljebo trængte til at få sit nummer - og det har været undervejs længe. Der er bare hele tiden kommet noget i vejen og det er jo fjollet, når opgaven er så simpel.
En tynd plade vandfast krysfiner fra Silvan blev indkøbt. Et 7 tal tegnet på frihånd. 7-tallet blev skåret ud. 7-tallet blev malet med hvid træbeskyttelse. 7-tallet blev hængt op. Det er 85 cm højt!
TADA!
Ellers kommer vi mere og mere på plads. Hygger i hengekøjer og den varme balje. Der skal nok komme mere når vi engang har rummene helt på plads, men det er en proces som tager lidt tid, for hyggen skal med.

3 kommentarer:

  1. Orv det tager fart nu. Wow. Og hvor må I være spændte.

    SvarSlet
  2. Wow, en forvandling. Det bliver bare godt, kan man allerede se nu!
    K.h.
    Christina

    SvarSlet

Fortæl mig gerne hvad du synes...