Sider

16. nov. 2017

Blomstret vinterkjole i Isoli

Jeg har igen-igen været på Moster Lotte kursus. Jeg er vild med det! En hel weekend i en kreativ-himmel bestående af en kombination af bløde stoffer, gode grin og fuld valuta på kreativitets kontoen. Jeg står tilbage med et opdateret basis mønster og en bunke detalje mønstre, ideer og inspiration. Første kjole som er klar er faktisk den sidste som blev klippet på selve kursus-weekenden. Den har 1 stor fejl men derudover er den perfekt og jeg elsker den. Den har været på, på arbejde og har fået de første mange positive kommentarer - FEDT!
Stoffet er en isoli som der er lamineret et tyndere stykke printet stof ovenpå. Hvor jeg har købt det aner jeg ikke - men det lå i skabet og "stod for tur" til at blive forvandlet til en kjole.
Det er blot mit basis mønster (tilrettet af Moster Lotte) som jeg har hævet halsudskæringen på og lavet en krave på. Det var slet ikke den krave jeg egentlig havde tænkt mig at lave, men da jeg stod med stoffet, så var det bare sådan her det skulle være.
Ugen før kurset havde jeg i arbejds-sammenhæng mødt en klog mand, hvis pointe var at hvis man vil have noget lavet/gjort så er det allervigtigste at starte! Det i sammenhæng med Mosters "Det er vigtigt at turde" gjorde at jeg tog Pipi-hatten på ("det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg godt") og tøvede ikke et øjeblik.
Det var sørme godt. Total varm og lækker vinterkjole som sidder lige i skabet - lige som jeg ville have den.
Se lige bort fra dårligt lys, uldne sokker og sandaler med malerpletter....sådan ser jeg ud når jeg tusser rundt i min kreahimmel....møder I mig på vej til/fra arbejde er det lidt noget andet.....
Fandt du forresten fejlen? Jeg har vendt stoffet på hovedet på forstykket......men jeg lever med det :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Fortæl mig gerne hvad du synes...